torsdag den 24. december 2015

Aftur og glædelig jul

.


Aftur har længe været på min ønskeliste og nu er den færdig. Jeg har valgt nogle andre og lidt mere kølige farver, men skal helt sikkert også strikke den i original farverne,

Kjolen fra mit forrige indlæg blev aldrig færdig. Jeg trævlede den op til taljen og strikkede den om og undlod udtagningerne i den ene side, da jeg havde set på Ravelry, at det skulle hjælpe. Resultatet blev en alt for smal kjole, som nu er blevet trævlet helt op og jeg skal aldrig strikke den igen.

I stedet har jeg kastet mig over Krokus af Annette Danielsen og den har jeg været helt bidt af at strikke. Den er snart færdig, så der kommer et indlæg om den inden længe.

I sidste måned var jeg på besøg hos Heinrichens uldspinderi i Skive. Hold da op hvor var der meget lækkert garn - det var svært ikke at gå helt amok, men jeg beherskede mig og købte (stort set) kun ind til planlagte projekter.

Faktaboks:
Model: Aftur af Vedis fra Islandsk strik.
Str: Large
Garn: Lett-Lopi, 8 ngl .grå nr. 56. Mønsterfarver er turkis, lilla, grøn, koksgrå og lysgrå.købt hos Netgarn.
Pinde: Rundp. og ærmepinde nr. 4 og 4½.

Jeg vil slutte med at ønske glædelig jul til alle, der stadig læser med her, (hvis der er nogen tilbage). Jeg har ikke været så flittig til at blogge, men planlægger at det skal blive bedre i det nye år.

lørdag den 19. september 2015

Godt råd søges


Jeg har strikket på denne tuninka/kjole den sidste måneds tid, men nu hvor den kommer på ginen, er jeg slet ikke tilfreds med den. 


Der er et eller andet galt - den trækker og ser mærkelig ud og der er for meget "stof" rundt om hofterne, især i højre side.


Det er et stort arbejde, så det er da rigtig træls, hvis jeg er nødt til at trævle det hele op igen.
Jeg overvejer at trævle op til taljen, strikke den kortere og evt. tage mindre ud i siderne, men samtidig er jeg nervøs for, at den så bliver for stram i den nederste kant. Jeg er også i tvivl om ærmerne, skal de være korte, trekvart, lange eller skal der måske slet ikke ærmer i


Set fra ryggen ser man tydeligt det overflødige stof i siderne. Kjolen er strikket i Gelsk bomuld/uld som giver sig. Den er allerede stor på ginen, selv om det kun er en størrelse small.

Spørgsmålet er om den kan reddes? Hvis nogen har en god ide, hører jeg rigtig gerne fra jer.
God weekend.

tirsdag den 15. september 2015

Olive 3


Olive af Helga Isager er en af mine absolut yndlingsbluser. Jeg synes designet er super godt. Den sidder perfekt, klæder de fleste, er super sød og samtidig utrolig let at lave. Hvis man elsker masser af glatstrik på pinde 3-3½ så er den lige sagen. 


 Dette er min 3. Olive. Jeg besluttede sidste år, at jeg ville lave en stak af dem i forskellige farver til vinterbrug i år.

 
Som mange andre var jeg i todbjerg fornylig og købte de nye strikkebøger af Annette Danielsen og Susie Haumann. Der er godt nok mange flotte ting i de bøger og det kribler i fingrene efter at sondere garnlageret og starte noget op - men jeg er standhaftig. Nu skal de sidste ting være færdige først. Jeg arbejder på at blive mere struktureret og max. have 2 ting i gang, en der kræver koncentration og en til Netflix/gæste eller /"jeg er for træt til at koncentrere mig "strik. I kender sikkert alle de dage, hvor man bare skal have et par pinde efter en lang dag og ikke noget alt for indviklet. Til det brug er Olive i hvert fald perfekt. Det leder mig straks videre til en faktaboks:

Faktaboks:
Model: Olive af Helga Isager
Str:Medium
Garn: 180 gram supersoft, slate grey og 40 gram pink delight fra drops.
Pinde: 3 og 3½

søndag den 23. august 2015

Vest i vendestrik

Tak for de mange søde kommentarer til mit sidste indlæg.

Monterings Åge arbejder på livet løs og endnu et projekt er blevet færdigt. Det er vest i vendestrik, som jeg så for nogle år siden på gårdbutikken Katrinelunds hjemmeside. Dengang sagde den mig ikke så meget, men så for nogle måneder siden så jeg en der havde den på over en sort t-shirt og den var bare vildt flot i virkeligheden, så jeg bestilte straks et kit og gik i gang.


Jeg er vild med farveforløbet, som mit kamera desværre slet ikke gengiver korrekt. Farverne er i virkeligheden meget mere klare og stærke. Superflot sammen med den sorte bundfarve.

Desværre var der ikke garn nok i det kit jeg fik tilsendt. Jeg havde købt garn til en str. L og fulgte opskriften til punkt og prikke. Det eneste jeg gjorde anderledes var, at jeg brugte en str. 3½ i pind i stedet for en str. 3 for at opnå strikkefastheden. Om det kan have gjort det skal jeg ikke kunne sige, men da jeg manglede 4 pinde mønsterfarve, var der pludselig ikke mere garn og jeg blev nødt til at købe et nyt nøgle på 150 gram for at gøre de sidste 4 pinde færdige. Jeg fandt dog garnet på tilbud hos Netgarn til 65, kr, men det var alligevel lidt træls. Hvis nogle af jer beslutter jer for at strikke den, så sig endelig til, hvis i kommer til at mangle, så kan i få resten af mit nøgle, for det får jeg aldrig brugt til noget.


Jeg er godt tilfreds med modellen, som jeg synes er rigtig sød og perfekt over en sort t-shirt til vinter.

Faktaboks:
Model: Vest i vendestrik fra Gårdbutikken Katrinelund der også selv har designet opskriften.
Str: Large
Garn: 1 ngl kauni multifarvet EQ samt en rest ialt 155 gram + 1 ngl. sort kauni 150 gram.
Pinde: 3½ for at opnå strikkefasthed samt 3 til kanter.
Knapper: Kokosknapper fra Netgarn. De er ikke helt sorte, da man åbenbart ikke kan få helt sorte kokosknapper, men jeg synes de passer fint til alligevel.

Nu  vil jeg lægge sidste hånd på Olive af Helga Isager, som jeg kun mangler at montere og så strikkes der ihærdigt på både en bluse med rundt bærestykke og en tunika. God søndag til jer alle.

lørdag den 15. august 2015

A hint of summer



Endelig fik jeg noget færdigt. Det er ikke fordi der ikke strikkes her i huset, men jeg har ventet meget længe på et tiltrængt besøg af Monterings Åge, der tilsyneladende har været meget travlt optaget i Blogland i de sidste måneder. Nu er han endelig dukket op og der monteres på livet løs. Ikke mindre end 5 projekter er færdige og mangler kun montering.


Her er billederne taget igen med blitz, sikke en forskel det gør. Farverne er i virkeligheden et sted mellem de to billeder, da ingen af dem er ramt rigtigt.

Det første projekt er "A hint of summer" af Isabell Kraemer. Jeg så Ullas flotte udgave på Ravelry og faldt pladask for den. Garn blev indkøbt hos Garnudsalg i yndlingsfarven turkis. Kanten foroven er naturligvis strikket i Ulla rød, når nu det er Ulla, der har inspireret mig.

Modellen startes med provisional cast on, en form for opslagning, hvor man senere kan samle maskerne op igen og strikke i modsat retning uden at det kan ses. Det er mit første forsøg med den metode og jeg hentede hjælp på youtube. Der er flere måder at gøre det på, men jeg faldt for den hvor man bruger en hæklenål. Den gav mig det bedste overblik. Interesserede kan se mere lige her
Ved at bruge metoden undgik jeg skuldersømme.


Der er strikket en maske vrang i begge sidesømme. Ved at gøre dette skjules overgangen når man skifter garn og man undgår de lidt forskudte striber hele vejen op.

Blusen er strikket i Højlandsuld i farverne lys bølgen blå og mørk bølgen blå samt Ulla rød.. Der er brugt knap 150 gram af hver af de blå farver samt en rest Ulla rød.
Jeg er ganske godt tilfreds med den.

Nu hvor Monterings Åge nu endelig er kommet godt i gang kommer der snart flere færdige projekter her på kanalen.

God weekend til jer alle derude i Blogland.


lørdag den 9. maj 2015

Man har et standpunkt........




I går var jeg i Gug hos Garnudsalg sammen med en god veninde, der også er vild med garn og strik.
Jeg havde planlagt hjemmefra kun at købe ganske lidt til at supplere det i forvejen svulmende lager med.Under planlægningen af indkøbene kom jeg til at tænke på, at jeg egentlig længe har villet strikke en velfærdsmodel af Bente Geil. Den er strikket i sådan en flot version af Tine, sådan en må jeg bare strikke og jeg tror at Cottonwool fra Garnudsalg vil være det perfekte garn til den.
Desværre kunne jeg ikke bestemme mig for om den skulle være sort med grafitgrå striber, sort med denimfarvede striber eller brun med andeæg striber, så jeg blev nødt til at købe garn til en af hver.
På den anden side er 3 velfærdsmodeller helller ikke så tosset til efteråret, når det bliver koldt igen.

Nu jeg var ved det, så har jeg også set den flotteste model af trøjen "A hint of summer" på Ravelry strikket af Ulla. Den er strikket som en hel kjole i 2 grå farver og en pink til kanterne. Sådan en bliver jeg altså også nødt til at lave - så vupti røg der garn i spanden til den.

Uldgarnerne er Blackhill Højlandsuld det kaspiske hav og Ulla rød. De er til 2 sommerskyer, som jeg glæder mig til at strikke. Dette var besluttet på forhånd. Det samme var de to nøgler silkwool i forgrunden, som skal supplere et tidligere køb.

Så eneste egentlige impulskøb (næsten) er de 2 cones i baggrunden med en angora/uld blanding. De kostede kun 99,- kr. pr. 500 gram og i forretningen havde de en prøve liggende, der var vasket. Den var superblød og lækker, så der røg altså 2 cones med i spanden. Jeg ved ikke hvad de skal bruges til men måske en Sunday af Susie Haumann.

Nu kan jeg vist også klare mig lidt. Eneste planlagte indkøb i den nærmeste tid er noget alpaca og silkemohair fra Garnstudio, som jeg kommer til at mangle i efteråret, men de er på tilbud nu.

Det var en festlig dag hos Garnudsalg i går. Både Hr og Fru Gug var i butikken, og det var noget så hyggeligt med kaffe og knas til alle gæster. Selv om der er fyldt med mennesker er stemningen altid afslappet og man føler aldrig at man skal skynde sig at vælge noget, hvilket er en af årsagerne til, at jeg altid glæer mig til en tur derop, selvom køreturen er lang, men det gør ikke så meget, når man er i hyggeligt selskab med en anden garn nørd.

Nu skal der strikkes - hvad skal jeg dog starte med - God weekend til jer alle.

tirsdag den 28. april 2015

Vest med blomster

 




Endnu et vinterprojekt er hoppet af pindene. Det er "vest med blomster" fra Istex. Den er inspireret af Christina fra Netgarn, der har lavet en i lignende garner.


Veste kan man altid bruge.


Og denne er ingen undtagelse.


 
For at få blomsterne til at virke livagtige har jeg strikket dem i mange tråde, så de buler lidt ud og i flere farver.

Faktaboks:
Mønster: Vest med blomster fra Istex.
Størrelse: Medium.
Garn: Bundfarve er 5 ngl koksgrå Lett-Lopi fra Istex. Mønsterfarver er 4 tråde supersoft i rød, rosa, pink og orange strikket sammen.


Nu er der kun 3 projekter tilbage i strikkekurven i vinterfarver: En Olive af Helga Isager i grå, en grå Istex sweater med rundt bærestykke og Konfetti af Hanne Falkenberg, også i grå. Først når de er strikket færdige og monterede kan jeg endelig komme i gang med nogle af de sommergarner jeg har købt. Indtil da må de ikke røres, selv om jeg må indrømme, at det virkelig kribler i fingrene, Pludselig er garnkurvens indhold ikke så interessant, men jeg har besluttet at være standhaftig, for jeg ved af erfaring, at hvis jeg ikke er stringent, så ligger der pludselig 10-12 ufoer, hvoraf de fleste aldrig bliver færdige.

I næste uge skal jeg på garnudsalg. Jeg har besluttet at være fornuftig og begrænse indkøbet til garn, der skal supplere det jeg har på lager. Dog må der bruges en lille sum, hvis der skulle vise sig at være ekstra ordinært gode tilbud, som man ikke har råd til at lade ligge :0)
God dag til alle i blogland.




torsdag den 23. april 2015

Hurra jeg vandt

En af mine yndlings bloggere som jeg altid følger er grendesign - det er Britt der er blogejer og bloggen havde 10 års jubilæum d. 1. april. I den anledning har Britt lavet en meget flot Giveaway med 3 forskellige præmier. Man kunne deltage i lodtrækningen ved at skrive en kommentar om hvad man ville bruge garnet til samt hvilke af de 3 garner man helst ville vinde. Jeg forelskede mig i den lysegrønne silkeuld og skrev jeg ville bruge det til en cardigan og tænk, jeg var en af de heldige vindere. Ikke alene vandt jeg, men jeg vandt også det garn jeg helst ville vinde.

I dag kom garnet så med posten og prøv lige at se her


300 gram af den lækreste forårs lysegrønne silkeuld fra Askeladen. Farven er en blød, lys grøn som mit kamera slet ikke kan gengive, men den er utroligt smuk.



I pakken var også både te og chokolade - simpelthen alt hvad man har brug for til en hyggestrikke stund. Britt har tænkt på det hele.



Og så et dejligt kort med en kærlig hilsen. Jeg må indrømme, at jeg blev rørt over sådan en fin og generøs gave fra et menneske jeg aldrig har mødt, Det er overvældende. Tusind, tak Britt. Jeg glæder mig til at strikke af garnet. Kan næsten ikke vente med at begynde, men jeg må hellere få nogle af vinterprojekterne gjort færdige først - det er på høje tid.

Hjertelig tillykke til Britt med de 10 år. Jeg håber du bliver hos os i blogland i mange år endnu.

lørdag den 21. marts 2015

Strokkur i turkis



Egentlig er det vist lidt sidst på sæsonen for sådan en vintersag, men den blev altså først færdig nu.
Jeg elsker de islandske sweatre med rundt bærestykke og denne her faldt jeg pladask for, da jeg så den på Ravelry. Der er garn på lager til nogle flere, så det kan godt være der kommer nogle flere af slagsen.

Den turkise farve er lidt usædvanlig for en islandsk sweater, men jeg synes bare den er så flot - bliver vist aldrig træt af turkis i alle variationer. Her er den så sat sammen med 2 grå farver.

Trøjen er strikket med en let taljering for at øge det feminine indtryk.
Næste projekt er også undervejs. Det er en mørkegrå vest, også i islandsk uld.

Faktaboks:
Mønster: Strokkur af Ysolda Teague - mønster er købt på Ravelry.
Garn: Lett-Lopi, 8 ngl. turkis nr. 1404 1 ngl. lys grå nr. 54 og 1 ngl. mørk grå nr. 58.
Pinde: 4 og 4½.
Størrelse: Medium i bredden og large i længden.

God weekend til alle strikkesøstre i blogland.

onsdag den 11. marts 2015

Bedre sent end slet ikke

Det er godt nok længe siden jeg har skrevet et indlæg og der har også været overvejelser om helt at opgive bloggen. Det sidste år har været mere end hektisk med både arbejde og uddannelse med mere, så der har ikke været meget tid til strik og da dette er en ren strikkeblog, så bliver der jo ikke meget at blogge om, når der ikke strikkes.

Nu er der omsider lidt luft i programmet og jeg er blevet enig med mig selv, om at fortsætte bloggen, da jeg synes det er rigtig hyggeligt både selv at have en blog men også at læse de mange fine strikkeblogs der findes. Det er en kilde til evig inspiration for mig. Tak for det alle sammen, hvis der altså stadig er nogen der læser med her - kan godt forstå hvis i har opgivet mig i den lange ventetid.
Nu er strikkepindene så endelig kommet igang igen. Det er der kommet en gammel traver ud af, nemlig Olive af Helga Isager, som jeg aldrig bliver træt af.


Den er strikket af rent lagergarn hvilket er helt perfekt da garnlageret efterhånden har nået ret utrolige (pinlige) dimensioner. Jeg er nemlig ikke holdt op med at købe garn og når der købes mere end der strikkes så skal det jo gå galt. Jeg har derfor lovet mig selv at der skal bruges masser af lagergarn i 2015 og nykøb skal begrænses til det mest nødvendige.

Selv om jeg ikke har blogget i månedsvis har jeg fulgt med rundt omkring. I har godt nok været flittige derude - sikke meget lækkert strik der produceres i blogland. Det er imponerende.

Faktaboks:
Mønster: Olive af Helga Isager
Garn: Supersoft, rød (kender ikke navnet på farven) 240 gram samt 40 gram supersoft i farven clementin til kanterne.
Pinde: 3½ og 3 til kanterne.
Størrelse: Medium.
Ændringer: Længden er øget med 5 cm, ellers ingen ændringer.