Nille 2 blev færdig i går aftes. Den ligner til forveksling Nille 1, men blot i andre farver. Jeg synes det er sådan en god hverdagsmodel. Nille 2 er blevet noget mindre end Nille 1, hvilket formentlig skyldes, at den er strikket på et halvt nummer mindre pinde. Jeg synes egentlig Nille 1 er mest lækker, Nille 2 er lidt for fast i strukturen og mindre blød, så jeg tror, at jeg fremover vil strikke mine Niller, på en lidt større pind (mangler stadig 2 Niller). Dem starter jeg dog ikke op lige nu. Dunlin garnet er hårdt og uelastisk at strikke med, så det skal vare lidt før jeg laver en model mere i det garn.
Faktaboks:
Model: Nille fra Else Schjellerup
Garn: Dunlin 100 gram sølvgrå farve 15 og 150 gram blå farve 23.
Størrelse: Medium.
Pinde: Addi turbo rundpinde str. 2½
Hot or not: Den er fin.
Tak for de mange gode råd til mit forrige indlæg, hvor jeg kæmpede med kanterne på Karla, der blev ved med at rulle, men til sidst lykkedes det at få dem lagt ned. Jeg håndvaskede Karla og lagde den udbredt til tørre på et håndklæde med bøger på alle kanterne, for at holde dem nede. Efterfølgende har jeg presset kanterne med et strygejern og nu er de ok. Jeg synes egentlig også kjolens facon som helhed er bedre, efter den er vasket, det er som om den er faldet mere til. Hvis kanterne begynder at rulle igen ved brug, vil jeg benytte mig af jeres gode forslag og hækle en kant.
Næste projekt er rækkevidde af Bente Geil, som jeg glæder mig til at komme i gang med. God søndag til jer alle.