onsdag den 19. december 2012

No more Miss Beezy


Jeg så for nylig denne skønne version af Miss Beezy. Jeg købte kittet for flere år siden i 2 grønne farver, men fik den aldrig strikket, da jeg fortrød de store ærmer og ikke kunne gennemskue, hvordan de skulle laves om.
Da jeg hørte, at Bente Geil var udkommet med en ny opskrift til ærmer og at den ovenikøbet kunne fås som tillæg til kun 20,- kr. for os, der allerede har opskriften, slog jeg til.
Garnlageret blev konsulteret. Der var 200 gram orange supersoft samt 150 gram karryfarvet supersoft. Jeg købte 150 gram supersoft mere hos denne skønne garnpusher og så var jeg klar til at gå i gang.

Der blev slået næsten 500 masker op. De 36 pinde bieser var rædselsfulde at strikke, utroligt tidskrævende og irriterende at lave.
Da jeg endelig var færdig med dem og skulle videre til striberne gik det op for mig, at kjolen var alt for lille. (Selvfølgelig havde jeg fjols ikke lavet en strikkeprøve, for det plejer jo at passe). Der var ikke andet at gøre end at starte forfra på en større pind.

Jeg slog fortrøstningsfuldt op igen, sådan skal det heller ikke være, og strikkede de mange pinde bieser på ny  Her gik det op for mig, at jeg havde 40 masker for meget, havde ellers talt dem, men åbenbart ikke godt nok. Der blev tænderskærende trævlet op en gang til.

Grrr........ knap 500 masker blev slået op for 3. gang. Med et krampagtigt greb om strikkepindene (og sikkert fråde om munden) gik jeg igang med de forhadte bieser, igen igen. Efter 21 omgange opdagede jeg, at strikketøjet var snoet. Jeg havde ellers set efter, som jeg altid gør, men åbenbart ikke godt nok.

Det var så her jeg mistede tålmodigheden og med et brøl, der kunne have fået hanløven i den lokale Zoo til at blegne af misundelse, kylede både garn og pinde tværs igennem stuen. Var også tæt på at rive opskriften i meget fine strimler, men beherskede mig i sidste øjeblik. Det er trods alt ikke opskriftens skyld, at jeg er et fjols. Bente Geil har gjort det godt, og skal på inden måde gøres ansvarlig for, at jeg ikke kan finde ud af det i øjeblikket.
Det mest pinlige er, at næste år, har jeg 50 års jubilæum som strikker.

Nu har Miss Beezy måttet lade livet. Den kommer måske på pindene en dag, men ikke lige foreløbig. Heldigvis har jeg gang i så meget andet strik, så det går nok endda. God dag til jer alle.

mandag den 3. december 2012

Rækkevidde 2



 Da jeg strikkede min første rækkevidde kunne jeg godt mærke, at den model var jeg ikke færdig med. Den er bare så hyggelig at strikke. Derfor slog jeg straks op til en mere i yndlingsfarven lilla. Den har til gengæld været længe undervejs, jeg har hygget mig med at strikke på den ind imellem, når der var behov for et strikketøj, der ikke krævede den store opmærksomhed, f.eks. da jeg så forbrydelsen.

Modellen sidder perfekt, hvis man vel og mærke er en velproportioneret str. 38. Det er jeg ikke, skal jeg skynde mig at sige. Der er indstrikkede brystindsnit og diverse ud og indtagninger på de rigtige steder.
Snoren i taljen er en af de nye snore Bente Geil er begyndt at sælge i metermål. Den er fremstillet af samme garn som kjolen.

Lige så nem den er at strikke, lige så nem er den også at montere. Den strikkes oppefra og ned, og når der er lukket af forneden, skal der bare hæftes ende og strikkes ærmekanter. Der er ingen sammensyninger, så der har overhovedet ikke været behov for monterings Åge og finitis Yrsa.


Jeg kunne faktisk godt finde på at strikke den igen på et tidspunkt. Måske i sort/sandfarvet eller sort/petrol, eller evt. 2 blå farver.

Faktaboks:
Model: Rækkevidde af Bente Geil, garn og opskrift købt hos Strikkepinden og den lille zebra
Garn: Geilsk tynd uld 180 gram mørklilla, 110 gram lyslilla
Str. Medium.
Strikkepinde: Rundpinde nr. 3
Ændringer: Jeg har strikket skørtet 5 cm længere end i opskriften.
Taljesnor: Strikket snor fra Geilsk købt hos Strikkepinden og den lille zebra

Nu må jeg i tænkeboks omkring næste projekt. Jeg har et par ufoer (eller 7), der skal gøres færdig, men man kan selvfølgelig også ignorere den dårlige samvittighed og slå op til noget nyt. Hmmmm. det må der tænkes over. Jeg ønsker alle i blogland en rigtig dejlig aften.