søndag den 11. december 2011

Konfetti og Olive

 I den sidste tid har jeg været rigtig strikkemonogam og arbejdet på at færdiggøre de projekter der har ligget i strikkekurven. Denne gang er det konfetti af Hanne Falkenberg og Olive af Helga Isager jeg har gjort færdige.
Konfetti har været sjov at lave. Den er meget nem at strikke, men der sker alligevel lidt hele tiden. Perfekt tv strik. Jeg har strikket den lange udgave, som er 80 cm lang og nærmest en kjole.
Oprindelig er den strikket i Night and Day, men jeg ville først lave en prøvemodel i et andet garn, inden jeg bruger det garn, der fulgte med kittet. Originalgarnet er med bundfarve i sort og mønsterfarve i petroleum.
 Her er farverne nok lidt bedre gengivet.

Faktaboks:
Model: Konfetti af Hanne Falkenberg.
Str: XL.
Garn: Supersoft fra Fandango
Garnmængde: Bundfarve Couture 250 gram. Mønsterfarve Crocus 50 gram.
Strikkepinde: Addi rundpinde nr. 3, 40, 60 og 80 cm.
Hot or not: Superhot.

Olive af Helga Isager har godt nok ligget længe i strikkekuven. Jeg kunne ikke få den færdiggjort, da jeg synes den havde alt for meget volumen under kraven og var i tvivl om den ville komme til at sidde godt.
Den falder imidlertid fint til efter vask og jeg synes den sidder fint på ginen og håber den også gør det på modtageren.

Faktaboks:
Model: Olive af Helga Isager
Str: XL.
Garn: Højlandsgarn fra Charlotte Tøndering
Garnmængde: Bundfarve denim 250 gram. Mønsterfarve en rest supersoft ca. 30 gram.
Strikkepinde: Addi rundpinde nr. 3 str. 40 cm og nr. 4, 80 cm.
Hot or not. Jeg tror egentlig den er meget god, men fortryder lidt, at jeg ikke har brugt nogle flere mønsterfarver i kanterne, den er måske lidt kedelig.

Nu er der kun en enkelt UFO tilbage i strikkekuven, det er Lucca af Else Schjellerup, som skal færdiggøres som den næste og så arbejder jeg stadig på min søns trøje i glatstrik, som nu mangler 1 ærme samt sammenstrikningen, så der er håb om at nå det hele inden jul.
Rigtig god søndag til jer alle sammen.

17 kommentarer:

  1. Fine ting, du har lavet - konfetti har nogle rigtig skønne farver. Dejligt at få reduceret i UFOérne :-)

    SvarSlet
  2. Jeg synes det er to flotte modeller du har lavet. Jeg har selv en udgave af Konfetti, og den har jeg haft stor fornøjelse af (sort og blå/lilla - originalt garn). Og jeg er ved at lave en Olive. Jeg er glad for at du også studsede over de mange masker under kraven. Det er nøjagtig mit problem. Men din ser godt nok flot ud, og så fortsætter jeg med fuld fortrøstning.
    Tillykke med de to produkter.

    SvarSlet
  3. Forresten: Din Olive er efter min smag bestemt ikke kedelig. Den er rigtig pæn.

    SvarSlet
  4. Skønt at få lidt ryddet op i kurvene :-) To rigtigt dejlige strikting, du har fået lavet - den Konfetti er kæk, men bliver da også helt forrygende i sort og petrol :-)

    SvarSlet
  5. Hvor er den flot din Konfetti, smukke farver og skøn model lige nu. Olive er en god model, eneste minus ved min er at den jo er længere foran end bagpå, så jeg går og trækker ned i den hele tiden.

    SvarSlet
  6. To meget flotte modeller kan godt forstå du er tilfreds og dejligt når strikkekurven er tom :-))

    kh Jane

    SvarSlet
  7. Hvor må du være selvtilfreds:-) på den rigtigt gode måde.
    Det er da to store projekter du dér har fået færdig.
    Konfetti er af en eller anden grund undgået min opmærksomhed, den ser god ud, og er pæn i de farver du har brugt, men i sort og petrol, vil den blive meget elegant tror jeg.

    SvarSlet
  8. Hvor er dine 2 store projekter bare flotte. Konfetti står også på min to doo liste,men det må komme i det nye år.

    SvarSlet
  9. Hejsa, tak for din søde hilsen på min blog.
    Den islænder kan du se på bloggen "på ryggen af en islænder" hun har strikket den i syrlig grøn ! flotte ting du strikker :o)

    SvarSlet
  10. Kun en enkelt UFO??? Jeg er imponeret!
    Det er nogle meget smukke trøjer, du har færdiggjort!

    SvarSlet
  11. Super flotte projekter! Nu har jeg også fået lyst til at gå igang med at afslutte mine ufærdige projekter..det er garanteret en go fornemmelse :)

    SvarSlet
  12. Hold da op, hvor du får noget fra hånden! Sikke lækre ting du producerer - og tak for din søde besked på min blog - den sendte direkte herover hos dig - og du har virkelig en überlækker blog, så jeg har straks meldt mig som fast læser :o)
    Kh Karen

    SvarSlet
  13. Hey

    Tak for kommentar , det var virkelig pænt af dig.
    Nydelige projekter og godt man kan få det afsluttet :-)

    Ha en dejlig torsdag aften / Vilma

    SvarSlet
  14. To smukke modeller!!! Hvor er det sejt at du har fået ryddet så grundigt ud i ufo´bunken!!

    Jeg vil også gerne strikke både Konfetti og Olive, men har endnu ikke købt opskrifterne....måske næste år :-)

    SvarSlet
  15. Det er godt gået, du har gjort hvad vi andre kun når at drømme om. Jeg kan godt lide din Konfetti måske skulle man se at komme i gang med den, jeg har både garn og opskrift liggende.

    SvarSlet
  16. Smukke modeller og dejligt at få projekter gjort færdigt

    God Jul, Stine:))

    SvarSlet
  17. Tak for alle søde kommentarer og rigtig hjertelig velkommen til nye læsere.
    Det er en god fornemmelse at få ryddet ud i bunkerne og jeg har lovet mig selv at begrænse min startitis i fremtiden.

    SvarSlet