mandag den 20. februar 2012

Garn og strikkebøger sælges billigt


  Jeg sælger  8 ngl. Incawool af 100 gram, ialt 800 gram til 200,- kr. + porto.




Jeg sælger også Karen Noes opskriftbog for 125,- kr. + porto.
Jeg sælger desuden Anette Danielsens bog "Det er ganske vist" med børnemodeller for 125,- kr.  Jeg sælger også Strik a la carte 1, af Marianne Isager,  for 125,- kr + porto og Japan af Marianne Isager også for 125,- kr. + porto. Læg en kommentar, hvis du er interesseret i noget af ovenstående.

Jeg har masser af strikkeplaner på tynde pinde og i uldgarn, så jeg vender frygteligt tilbage. Arbejder aktuelt på en vest i kauni, som snart er færdig. Og selvfølgelig følger jeg også med hos alle jer og alle de skønne projekter I har gang i. Hav det godt derude i blogland alle søde strikkesøstre.

fredag den 10. februar 2012

Sinfonia

Allerførst vil jeg sige hjertelig velkommen til de nye læsere, dejligt at I har lyst til at følge med her, hvor der af og til produceres lidt strik. Jeg har godt nok ikke været så flittig med strikningen i den sidste tid. Jeg har en dårlig arm der driller mig noget, men lidt er det da blevet til. Sinfonia fra Istex spottede jeg i den aller mørkeste tid op til jul. Jeg ved ikke om jeg nogensinde får den på, men jeg blev så glad af at se på alle de farver, så jeg måtte bare strikke den.
Der er gået 10 farver til kjolen og der er faktisk et halvt bundt tilbage af alle farverne undtagen den gule, så jeg tror næsten at jeg kunne strikke en mere ved kun at købe et ekstra nøgle gult.
Jeg kan se, at jeg ikke har fået rettet højre ærme helt ud før fotograferingen, men skidt med det.
Her ses kjolen lidt fra siden. Den er strikket på rundpind hele vejen nedefra og op. Først 74 cm glatstrik i striber med indtagninger undervejs, derefter strikkes ærmerne på ærmepinde, det hele samles i bærestykket, hvor der strikkes rundt med indtagninger. I stedet for at lukke af under armene, har jeg strikket de masker der skulle lukkes af på ærmet sammen med kroppens aflukningsmasker og lukket af undervejs. På den måde er der ingen montering. Kjolen er meget let, vejer kun 275 gram . Den er meget nem at strikke.
Nu er det vist tid til en faktaboks.

Design: Sinfonia af Bergrós Kjartansdóttir købt hos Netgarn
Garn: Spindegarn, der er købt 10 ngl af 50 gram og der er brugt 47 gram af den gule og 20-25 gram af hver af de øvrige 9 farver.
Strikkepinde: Ærmepinde og rundpind nr. 6.
Størrelse: Medium.
Hot or not: Svært at bedømme, men umiddelbart synes jeg den er sjov.

Nu vil jeg brygge en kande te, tænde et par stearinlys og finde et sofahjørne med en stak opskriftsbøger, så jeg kan beslutte hvad næste projekt bliver. Der er så mange projekter på to-do listen, så det er svært at vælge. Rigtig god weekend til jer alle sammen derude i blogland.