mandag den 16. januar 2012

Stjernekjole


I den seneste tid har jeg strikket på denne kjole med stjerner. Den er lavet i islandsk uldgarn og har været sjov at strikke. I hals og ærmegab er hæklet en række krebsemasker, jeg kan ikke hækle, men har fulgt en anvisning på Youtube så godt jeg kunne. Jeg er ved at forsøge at vænne mig til at strikke på pinde 6, jeg plejer at strikke alting på p 3-3½, så det er helt nyt for mig med de store pinde. Næste projekt er jeg allerede i gang med. Det er også en kjole strikket på pinde 6 i spindegarn (jeg er helt vild med det garn), og efter den kommer endnu en kjole på pinde 6½ og en bluse på pinde 6, så det er de store pindes tid lidt endnu. Ind imellem arbejder jeg dog lidt på en vest i Kauni på pinde 3½.

Faktaboks:
Model: Vest med stjerner størrelse medium fra Netgarn Vesten/kjolen er designet af indehaveren Anette Kristensen. Pris for garn og opskrift 204,- kr.
Garn: Lett-Lopi 6 ngl sort og 1 ngl, råhvid af 50 gram.
Pinde: Rundpind nr. 6.
Ændringer: Ingen.
Hot or not: Den er hot, glæder mig til jeg kan passe den.

2. uges kostomlægning er gået fint og ugens vægttab er 0,5 kg. Ikke så meget, men ok. Det samlede vægttab er nu 3,2 kg på 14 dage. Jeg nyder den gode mad og har spist så mange grøntsager, at jeg snart skal have en kur mod bladlus. Kan I have en god aften derude.

mandag den 9. januar 2012

De danske vægtkonsulenter - uge 1.


Vægttab i uge 1 = 2,7 kg.
Det har været en forrygende start. Jeg har hakket og snittet, kogt og revet, blancheret, pureret, udskåret og flået en sand velsignelse af grøntsager. Jeg har spist og spist og atter spist og på intet tidspunkt været sulten, kun lækkersulten. Det er dog lykkedes mig at styre uden om alle faldgruber (miraklernes tid er ikke forbi).
Nu har jeg virkelig lyst til at fejre vægttabet med en god bøf, et godt glas rødvin og en fabelagtig dessert efterfulgt af en kop kaffe og en god fyldt chokolade, men det synes min vægtkonsulent formentlig ikke er nogen god ide, og det har han nok ret i, så jeg fortsætter og snupper lige en uge mere. Kan I have en god aften derude.

tirsdag den 3. januar 2012

De danske vægtkonsulenter


Efter i mange år at have kæmpet med svær overvægt besluttede jeg i går, at starte hos de danske vægtkonsulenter og få gjort noget ved problemet. Jeg har før gået hos dem med godt resultat, men dog uden at nå min idealvægt. Efter jul er mit tøj begyndt at stramme noget, jeg har spist alt for meget i jul og nytår og tiden er helt sikkert inde til at gøre noget ved det.
Således fuld af gode intentioner steg jeg i går på vægten hos de danske vægtkonsulenter. Der kom en strimmel ud og nej, der stod ikke: "Venligst kun en ad gangen på vægten". Det kunne der nu godt have gjort, for resultatet var intet mindre end chokerende. BMI 36,6 - Bodyage 15 år over min fysiske alder - overvægt 46,7 kg.
46,7 kg!!!!!!! - Vi lader lige tallene stå et øjeblik.
Hvordan kan man nå sådan en grad af overvægt uden at slå bremserne i, det er ubegribeligt, at så mange kilo kan komme snigende over en årrække og pludselig blive til 46,7 kg. Jeg må konstatere, at min vægt er passende for en middelsvær russisk kampvogn og ingen undskyldninger holder: "Jeg har tunge knogler". "Jeg har meget store fødder". "Det er også fordi jeg har den her tunge fingerring på....."

Nu lover jeg mig selv, at løse dette problem en gang for alle. I løbet af det næste år, skal jeg nå min idealvægt. For at holde motivationen har jeg for mit indre øje dette billede af Gitte fra kreativiteter Jeg drømmer om at eje en ærteblomstkjole og ligne en million i den ligesom Gitte, så i løbet af det kommende år strikker jeg en ærteblomstkjole i str. medium og om et år, tager jeg den på og tager et billede til bloggen, og så skal den bare passe. Hver uge skriver jeg ugens vægttab ind på bloggen, første gang på mandag.
Nå jeg har ikke tid til at blogge mere, jeg skal ud og købe nogle gulerødder.

søndag den 1. januar 2012

Årets første strik



Her på årets første dag, efter en stille og hyggelig nytårsaften i famliens skød og med lidt for meget god mad
præsenterer jeg årets første strik. Det er en tunika fra Istex lavet i spindegarn.
Tunikaen har været rigtig sjov at strikke og jeg er vild med spindegarnet, der har et spil med nister af gråt i flere nuancer. Tunikaen er strikket rundt, ærmer og bul for sig og så er det hele samlet i bærestykket. Mønsteret er enkelt og nemt at memorisere, og der er ingen montering.

Faktaboks:
Model: Frjáls af Védis Jónsdóttir. Garn og mønster kan købes her
Størrelse: Medium i bredden, large i længden.
Garn: Spindegarn 170 gram = 3½ nøgle, her i lysegråt.
Strikkepinde: Addi turbo rundp. nr. 4, 80 cm og 2½, 40 cm til halskant.
Hot or not: Hot.

Nu må jeg begynde på noget nyt og næste projekt bliver også fra Istex. Det er denne stjernevest. som jeg synes er rigtig sød.

Til sidst vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle i blogland et rigtig godt nytår, med tak for året der gik.
Jeg er taknemmelig for den fine modtagelse af min blog og glæder mig hver dag over det nye fællesskab omkring vores allesammens store interesse, strik, strik og mere strik. Tak til alle mine læsere, jeg læser med stor glæde jeres kommentarer og nyder jeres blogs, hvor jeg henter inspiration igen og igen. Jeg glæder mig til at følge jer allesammen i 2012. Rigtig godt nytår.

mandag den 26. december 2011

Glædelig jul




Hermed skal lyde et lidt forsinket glædelig jul til alle i blogland. Mit første år som blogger har været forrygende. Efter at have læst og fulgt mange af jeres strikkeblogs igennem flere år, er det fantastisk at få sin egen blog. Jeg vil gerne sige tak til alle læsere for jeres søde og inspirerende kommentarer, det er dem, der gør det sjovt at være blogger. Jeg har læst dem alle sammen mange gange og glædet mig over dem.

Jeg nåede præcis at få de sidste 2 ufo'er færdige inden jul. Min søns trøje i sort glatstrik blev færdig d. 24.12 og han fik den som ekstra julegave. Jeg har ikke taget billede af den, da den er magen til den anden unisex sweater jeg har strikket for nylig.
Desuden er jeg blevet færdig med Lucca af Else Schjellerup. Jeg synes den så mærkelig ud undervejs, og har ikke haft lyst til at færdiggøre den, men nu hvor den er monteret og vasket synes jeg egentlig den er blevet helt god.

Faktaboks:
Design: Lucca af Else Schjellerup.
Str: Xl.
Garn: Højlandsgarn i farven tobacco ialt 195 gram fra Charlotte Tøndering.
Strikkepinde: Addi turbo rundpinde str. 2½ og 3.
Ændringer: Jeg har strikket en rullekant i halsen og ærmerne, da jeg synes den så lidt ufærdig ud uden kanter.
Desuden har jeg øget længden med 8 cm.
Hot or not: Hot.


Lidt fiberrelaterede julegaver er det også blevet til. Jeg fik garn til en "Forbrydelsen" sweater, som jeg har ønsket mig siden  jeg så den i tv. Min søn havde købt garn og pakket alle garnnøglerne ind enkeltvis, så der var mange pakker at åbne.
Bogen "Naturlig strik" er også fra ham. Den er årets største overraskelse. Jeg anede ikke hvem designeren var, eller at bogen var på vej. Efter at have bladret i den, kan jeg konstatere, at der er 10 modeller, jeg bare må strikke, hvilket er usædvanligt mange, så den er et stort hit.

Lige nu har jeg overhovedet ikke flere ufo'er, og der må startes nyt op. Jeg har besluttet at jeg fremover kun må strikke på 2 ting ad gangen, da jeg har erfaring for, at med for mange ting i gang taber jeg interessen og det tager for lang tid at få noget færdigt.
Mit næste projekt bliver en tunika fra Istex i spindegarn. I hører nærmere, når jeg er nået lidt længere end opslagningskanten, så nu vil jeg finde sofaen og kaste mig over strikketøjet. Hav fortsat en god dag derude.

søndag den 11. december 2011

Konfetti og Olive

 I den sidste tid har jeg været rigtig strikkemonogam og arbejdet på at færdiggøre de projekter der har ligget i strikkekurven. Denne gang er det konfetti af Hanne Falkenberg og Olive af Helga Isager jeg har gjort færdige.
Konfetti har været sjov at lave. Den er meget nem at strikke, men der sker alligevel lidt hele tiden. Perfekt tv strik. Jeg har strikket den lange udgave, som er 80 cm lang og nærmest en kjole.
Oprindelig er den strikket i Night and Day, men jeg ville først lave en prøvemodel i et andet garn, inden jeg bruger det garn, der fulgte med kittet. Originalgarnet er med bundfarve i sort og mønsterfarve i petroleum.
 Her er farverne nok lidt bedre gengivet.

Faktaboks:
Model: Konfetti af Hanne Falkenberg.
Str: XL.
Garn: Supersoft fra Fandango
Garnmængde: Bundfarve Couture 250 gram. Mønsterfarve Crocus 50 gram.
Strikkepinde: Addi rundpinde nr. 3, 40, 60 og 80 cm.
Hot or not: Superhot.

Olive af Helga Isager har godt nok ligget længe i strikkekuven. Jeg kunne ikke få den færdiggjort, da jeg synes den havde alt for meget volumen under kraven og var i tvivl om den ville komme til at sidde godt.
Den falder imidlertid fint til efter vask og jeg synes den sidder fint på ginen og håber den også gør det på modtageren.

Faktaboks:
Model: Olive af Helga Isager
Str: XL.
Garn: Højlandsgarn fra Charlotte Tøndering
Garnmængde: Bundfarve denim 250 gram. Mønsterfarve en rest supersoft ca. 30 gram.
Strikkepinde: Addi rundpinde nr. 3 str. 40 cm og nr. 4, 80 cm.
Hot or not. Jeg tror egentlig den er meget god, men fortryder lidt, at jeg ikke har brugt nogle flere mønsterfarver i kanterne, den er måske lidt kedelig.

Nu er der kun en enkelt UFO tilbage i strikkekuven, det er Lucca af Else Schjellerup, som skal færdiggøres som den næste og så arbejder jeg stadig på min søns trøje i glatstrik, som nu mangler 1 ærme samt sammenstrikningen, så der er håb om at nå det hele inden jul.
Rigtig god søndag til jer alle sammen.

fredag den 2. december 2011

Overslyngel

Endnu en UFO er smuttet af pindene. Denne gang drejer det sig om overslynglen af Bente Geil. Der var en fejl i den oprindelige opskrift, så jeg har været nødt til at strikke bærestykket om.  Nu er den færdig og jeg er tilfreds med den. Hvis nogen skulle tænke, at den vender forkert, så er det med vilje. Jeg synes den er pænest med denne side ud af, men det er jo en smagssag.
Nu er der kun 3 UFO'er tilbage i strikkekurven. Olive af Helga Isager, Lucca af Else Schjellerup og min søns trøje i sort glatstrik. Derudover har jeg en kjole/tunika liggende, som jeg skal færdiggøre inden jul. Det er konfetti af Hanne Falkenberg, som jeg strikker i Supersoft.

Faktaboks:
Model: Overslyngel af Bente Geil, opskrift og garn kan købes her
Pindestørrelse: 3½
Forbrug: 7 ngl Geilsk tynd uld ialt 350 gram.
Størrelse: XL.
Hot or not: Den er ok.