lørdag den 22. oktober 2011

Status, finitis startitis og nyt strikketøj

Der kommer et øjeblik i enhver strikkers liv, hvor man må se i øjnene, at startitis har fået overtaget og der er for mange projekter i gang. Dette øjeblik har jeg godt nok oplevet mere end en gang i livet, men nu skal det være slut. Nu skal tingene gøres færdige og fremover vil jeg holde mig til 1,  øh nej 2, eller jeg mener allerhøjst 3 projekter ad gangen. Prøv at se her, hvor galt det kan gå:

Denne Liselottetrøje er strikket i et groft, ujævnt uldgarn fra Garn.dk. Det lugter voldsomt af får og virker meget klistret. Jeg mistede modet, da jeg skulle til de hæklede kanter, og er i tvivl om jeg skal trævle den op og give garnet til Røde kors, eller om jeg skal forsøge mig med de hæklede kanter og gøre den færdig, måske kan den blive pæn efter vask, den vil helt sikkert være god at holde varmen i til vinter - hm, det må der lige tænkes over.
 Lucca af Else Schjellerup. Jeg lavede øverste del, men gik død i den nederste del, hvor det går rundt og rundt i rib. Jeg synes den ser mærkelig ud. Er i tvivl om jeg skal opgive den, eller gøre den færdig og håbe på, at den kommer til at ligne noget, der kan bruges efter montering og vask
 Overslynglen fik jeg på pindene stort set samme dag, som opskriften udkom. Desværre var der en fejl i den første opskrift, så jeg endte med alt for mange masker i bærestykket og nåede at blive helt færdig, før der kom en rettelse. Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at trævle bærestykket op og strikke det om, men det vælger jeg nok at gøre, skal bare lige tage mig sammen til det.
Olive af Helga Isager har ligget længe, længe. Jeg har strikket hele den øverste del og begge ærmer, mangler bare det sidste glatstrikkede stykke.  Det skal jeg helt sikkert have strikket, der er ingen vej udenom.
 
Nille af Else Schjellerup har jeg rent faktisk fået arbejdet lidt på, der er sat fra til ærmerne og jeg mangler kun det sidste glatstrikkede stykke. Hov det forekommer mig, at det tit er her det går galt.
 Denne trøje er til min yngste søn, der også ønsker sig en Unisex sweater, ligesom den hans storebror har fået. Man må jo ikke gøre forskel, så den er startet op i kamgarn fra Hjertegarn og p. nr. 3. Mange masker, meget glatstrik, men den SKAL altså gøres færdig.
 Okay jeg indrømmer det. I behøver ikke at vride armen om på mig, næste billede er en nyanskaffelse. Men jeg er IKKE begyndt på den endnu. Har ikke engang vundet garnet op. Vest med fletninger af Else Schjellerup i den skønneste blanding af merinould/gotlandsk pelsuld i en pragtfuld blå farve, hvem kan stå for det. Jeg er jo kun et menneske. Kan dog godt se modsætningen i at præsentere en nyanskaffelse i et indlæg, der handler om at gøre tingene færdige.

Nu har jeg jo ikke været ansat i det offentlige i mange år, uden at lære noget af de mange spareplaner, jeg har været vidne til. Her må effektiviseres og belært af erfaringen ved jeg, at det gælder om at have en målsætning og udvikle en strategi, en handlingsplan til at nå denne målsætning. Så here goes:
Ud over ovennævnte projekter ligger der 3 påbegyndte kjoler i strikkekurven. De 2 af dem, har jeg kun strikket 2 cm på, så de kan med god samvittighed parkeres lidt. Den 3. er jeg halvt oppe på skørtet med, den skal være færdig inden jul har jeg bestemt.
I kurven ligger også endnu en Else Schjellerup model, Marie. Jeg har imidlertid allerede strikket en Marie, og med alle de projekter jeg har gang i + dem jeg har planlagt, er der ikke plads til at strikke mere end en af hver model, så den bliver trævlet op.
Inden for den næste måned, skal jeg tage stilling til, hvad der skal ske med  Lucca og Liselottetrøjen. Jeg skal strikke Nille og min søns trøje færdig. Derefter skal jeg strikke Olive og overslynglen færdig. Først derefter må jeg begynde på vest med fletninger. Indtil da er der dømt finitis startitis.
Hvad med jer derude? Har i også ufoer liggende, eller er I bare vildt gode til at gøre tingene færdige?

13 kommentarer:

  1. Jeg kender det kun alt for godt. Min strikkekurv(e) bugner af alt muligt halvfærdigt. Dog ikke så mange store ting som i din, men det er nok fordi jeg mest holder mig til småstrik ;-))
    Jeg må nok også lave mig en strategi....det kunne jo egentlig være helt godt med en tom kurv, så man rigtig kan få lov at starte op på noget nyt ;-))

    SvarSlet
  2. Hold da op sikke en masse ufo'er. Heldigvis har jeg slet ikke så mange. Jeg bliver stresset, hvis jeg ikke får tingene lavet færdig. I tidens løb har jeg skrottet et par projekter. Hvis de kommer til at ligge for længe i en bunke, så plejer det at være et tegn på, at jeg heller ikke kommer til at bruge det færdige resultat.

    Mht. Olive, så er den jo dræbende kedsommelig. Jeg har dog været rigtig glad for min, da jeg lige fik kæmpet mig gennem den;-)

    SvarSlet
  3. Jeg ville helt sikker prøve at få uld-trøjen på første billede færdig og vaske den. Er den ikke som du vil ha´ kan du jo så altid gi den væk derefter. Du ligger da ellers ikke på den lade side med at have uafsluttede projekter liggende, men det kender de fleste vist alt for godt til.

    SvarSlet
  4. Uh-ha en masse UFO'er..... Jeg synes at jeg genkender det fra mit tidligere strikke-liv ;-)
    Mit nye strikke-liv, der startede for ca 1 år siden, er min strategi INGEN UFO'er :-)) Jeg har lovet mig selv, at der er kun ét projekt igang, ad gangen.
    Men jeg glemte at lave en strategi for indkøb til kommende projekter, så dér sejler det altså og lageret vokser - Men der er så mange lækre garner og opskrifter i øjeblikket .... ;-))

    SvarSlet
  5. Enhver strikker med respekt for håndværket og sig selv og iøvrigt med kærlighed til strikketøj og garn har vel en hel del ufo-er. Jeg har i hvert fald, men heldigvis skifter de lidt, jeg fik jo en række strikket færdige før Fanø, og det gav plads til mange nye.
    Jeg synes du mindst skal strikke Liselotte-trøjen (ud over dem, du selv liner op) færdig, jeg tror der er muligheder i den. Det bliver da skønt at få dem færdige, og der er sikkert mange andre end mig, der glæder sig til at se dem på bloggen.

    SvarSlet
  6. He, he, et skønt indlæg!!! Så er det jo lige før at mine ufo`er synes beskedne og ubetydelige :-)

    Jeg hepper helt vildt på Lucca (den vil jeg nemlig også gerne selv lave) og mon ikke din bliver skøn efter en vask?!!!

    Jo, jo, jeg er sikker på du får det hele færdigt inkl. de kjoler du også har på pindene :-) Og hvor er det fedt at der er så mange ting at kaste sig over; tænk hvis man en dag står og ikke ved hvad man skal strikke...... Hellere for meget end for lidt når det kommer til strik; det er da et godt motto, er det ikk`?

    Jeg glæder mig for vildt til at se hvad det ender med - og ønsker dig masser af strikkehygge.

    SvarSlet
  7. Jeg har skam også en masse projekter i gang af gangen... nogle af dem kan måske karakteriseres som UFO'er, andre er der kontinuerligt (men langsom) fremdrift i.
    Har også selv været bunken igennem og fundet et par gamle kendinge frem til frisk prioritering.

    SvarSlet
  8. Velkommen i klubben ;-)

    Har lige trævlet alderspræsidenten op i min kurv, den nærmer sig vist en 5-6 år. Tiden (og min figur) var vist løbet fra den. Garnet har jeg imidlertid en ny idé til.

    Men du har ret. Frk. Selvdisciplin må på besøg hos dig (når hun er færdig hos mig)...

    SvarSlet
  9. Hold da op en masse ting du har gang i!
    Der kan jeg alligevel ikke følge med :-)
    Men det er sørme da nogle dejlige ting du har lavet!!

    P.S.Din gine kommer på mandag. Jeg har desværre svært ved at læse din mailadresse. Kan du ikke skrive til mig: tine-thierry@webspeed.dk så sender jeg dig konto oplysninger så du kan overføre penge til mig.

    SvarSlet
  10. hi hi, jeg kender bestemt det med at have mange ting i gang :-) Jeg må dog høj-helligt erklære at det er yderst sjældent at et projekt bliver syltet - som regel har jeg et projekt i tasken som kan tages med alle steder, noget let tv-strik i kurven ved sofaen og så noget der er lidt udfordrende - plus det løse!

    Liselotte trøjen tror jeg at jeg ville smide en tur til vask - så kommer det allerede strikkede nok noget blødere ud og måske du så har lyst til at lave den færdig?

    SvarSlet
  11. Det er da dejligt at se, at andre også har en del ufo'er :-) Jeg vil hyle med de andre ulve og sige: Vask Liselotte trøjen før du opgiver. En omgang vask kan gøre underværker. Jeg vasker alt mit uldstrik ved 30 gr. uldvask i maskinen.

    SvarSlet
  12. Hold da helt op - tror bestemt det er en god ide med en strategi og så lave en ny, når den gamle ikke holder ;-) Vi kender det vist allesammen - det skal bare betragtes som et luksusproblem ;-)

    SvarSlet
  13. Tak for alle kommentarer. Det er rart at vide, at man ikke er alene. Der ligger vist mange ufoer rundt omkring i det ganske, danske land. Men jeg har da også set, at I alle sammen får noget flot strik færdigt ind imellem, så gør det ikke så meget.
    Jeg tror jeg vil følge jeres råd og starte med at smide Liselotte trøjen i vaskemaskinen, så må det briste eller bære.

    SvarSlet